Nu på bloglovin

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/10705231/?claim=hwzqm75wbjy">Follow my blog with Bloglovin</a>

Hvor går grænsen???

Jeg søgte et job som almindelig kundeservicemedarbejder uden ansvar eller lederaspirationer. Udover diverse test og personlighedsprofil, blev jeg interviewet på telefonen og endelig indkaldt til personlig samtale med rekrutteringsbureauet.

Der var en drøj omgang blot at komme dertil, jeg følte at det var overkill at skulle gennem så mange nåleøjer for at komme til den endelige samtale.

I den samtale som tog mere end to timer, spurgte de om alt fra a til z. Her kommer min spørgsmål, hvor går grænsen? Jeg er hvad nogen vil anse som overvægtig, men ligger på en stabil vægt. Som alle andre mennesker vil jeg da gerne tabe mig. Men er det ok at konsulenten spørger mig om jeg altid har været så stor? Jeg ved godt at underliggende det spørgsmål er der et andet spørgsmål, nemlig er du sund og rask?

Jeg blev ærligt talt så forbavset at jeg kom med en lang sideforklaring om at jeg da også skulle tabe mig, men samtidig så følte jeg mig krænket, for min vægt har intet at gøre med mine i øvrigt gode kvalifikationer. Jeg ved at de allerede havde haft en meget lang samtale med min chef, hvor de også havde spurgt hende om jeg havde megen sygdom og jeg kender også hendes svar. Som er at jeg sjældent er syg.

Er det nu okay at spørge til alt, vægt, alkohol, forhold til penge, gæld, rygning? Jeg er klar over at hvis jeg søger et job som politielev, så skal jeg nok være i ret god fysisk form. Eller hvis jeg skal være alkoholkonsulent, så er det nok meget godt at vide om min holdning til alkohol og måske også mit forbrug. Eller hvis jeg skal administrere andres penge, så kan det være en god ting at vide om jeg kan styre min egen økonomi.

Jeg tænker bare at når man allerede havde fået den oplysning som de egentligt gerne ville have, er det så okay at spørge til mit udseende. De kunne også have spurgt til hvorfor jeg bruger briller eller hvorfor jeg er blondine. Jeg synes at spørgsmålet om vægt er irrelevant, i forhold til mine kvalifikationer.

Det skal lige siges at jeg kom videre til samtale hos virksomheden, men jeg fik ikke jobbet, da de mente at jeg ville komme til at kede mig. Men sidder tilbage med følelsen af ikke at vide om de mente det eller om de ikke kunne lide mit udseende eller om de bare havde fundet det perfekte match.

Denne oplevelse har jeg selvfølgelig bearbejdet med min søster, mine veninder og min familie. Jeg søger videre og regner da med at jeg der falder en appelsin ned i min turban snarest muligt.

På den igen...

Efter to år i jobbet så valgte de høje chefer i Tyskland at lukke den danske afdeling ned. Det betød at halvdelen af den kontrakt vi sad på blev udliciteret til en anden virksomhed i  Portugal og resten sendt til vores svenske afdeling i Helsingborg.
Vi fik det at vide 3 mdr. inden og vi skulle blive der tiden ud, dog fik vi en aftrædelsesordning og mulighed for at stoppe før tid såfremt at vi fik andet job. Det var der heldigvis også nogen som gjorde, men ikke alle.

Tiden op til at firmaet officielt lukkede blev træg, for motivationen er svær at finde, vi har kolleger som er kede af det og kolleger som er vrede og kolleger som er passive og afmattede. Men vi kom igennem det og sluttede med en fest for fyrede.

Vi er nu er del som er ledige, men det er svært at tage sig sammen til at mødes, da vi kæmper hver især med at få hverdagen til at hænge sammen. Vi skal have hverdagen til at fungere.
For mit eget vedkommende synes jeg, at jeg skal være super aktiv hver dag og få noget fra hånden. Der skal trænes, der skal laves syltetøj og rødbeder og der skal besøges veninder og gøres noget af alt det som ikke var muligt før på grund af arbejdstiderne. Jeg synes at det er svært at tillade sig selv at slappe af.

Men nu er det altså på den igen med møder med a-kasse, jobcenter osv.